Gå til hoved indhold

10. klasse - et særligt tilrettelagt skoleår

Har du brug for et skoleår, der tager hensyn til dine særlige behov? Vi tilbyder et individuelt tilrettelagt forløb, hvor målet er at forberede dig til en ungdomsuddannelse.

10. klasse

Måske har du angst. Måske autisme. Måske har du nogle andre udfordringer, der gør det svært for dig at gå i skole.

I vores skoleforløb tilrettelægger vi forløbet efter dine behov og ønsker. Vi kalder det 10. klasse, men det betyder ikke så meget, hvilke klasser du har afsluttet, eller om du er 15 år, 16 år, 17 år eller ældre. Målet med skoleåret er, at du får mulighed for at tage de afgangseksamener, du eventuelt mangler i dansk, matematik og engelsk - og bliver forberedt  til en ungdomsuddannelse.

Det handler om at gøre dig klar fagligt. Men vi arbejder i lige så høj grad med din generelle trivsel, dine relationer til andre og dit blik på dig selv.

Mulighed for afgangseksamen

Du kan have dansk, matematik og engelsk og tage folkeskolens afgangseksamen i de tre fag. Her kan du gå på eksamenshold tilknyttet VUC.

Derudover kan du vælge en bred vifte af valgfag, så du har op til 25 timer om ugen. Det kan være fag som samfundsfag, kreafag, idræt og bevægelse, madlavning og mange andre. På den måde kan du være med til at sammensætte et skoleår, der matcher dine interesser.

Vi hjælper dig med at skabe struktur og giver dig den støtte frem mod og under eksamen, du har brug for.

På skolen er du både sammen med andre i 10. klasse og med elever på vores særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU). Du kan få undervisning sammen med andre på mindre hold eller mere skærmet undervisning, hvis du har brug for det.

Vi støtter dig

Når du starter på skolen, får du en kontaktlærer, der hjælper dig godt i gang. Din kontaktlærer følger dig
tæt, hjælper dig med at sætte mål for dit skoleår og samarbejder også tæt med dine forældre.

Vi har stor erfaring med at få dig, der af forskellige grunde, har haft svært ved at gå i skole i længere tid, tilbage i skole. Til at begynde med er du måske kun i skole få timer én dag om ugen. Og efterhånden øger vi så gradvist antallet af timer og dage i takt med, at du føler dig mere tryg.

Særligt for dig der har angst

Hos os tager vi et skridt ad gangen. Vi arbejder med eksponering, så din angst reduceres og sammen finder vi frem til det, som du synes der giver mening at møde frem til. Vi læner os op ad Center for Angsts anbefalinger. Vi udarbejder en eksponeringsplan, der har som mål at reducere din angst, og som vi ændrer løbende i takt med, at din angst ændrer sig.

Når du er i skole, kan du sidde afskærmet og tage de pauser, du har brug for. Vi har gode erfaringer med at få inkluderet unge med angst i undervisningen og i den øvrige gruppe af elever, så du kan vende tilbage til en normal skolehverdag.

Et ungemiljø med plads til alle

Vi er en lille skole med et trygt skolemiljø og plads til alle, hvor ungeliv og fællesskab er i fokus. Vi har mange sociale aktiviteter i hverdagen og en årlig introtur, udlandsrejse og andre kulturelle udflugter. Vi støtter dig i at få nye venner og have en skoledag, hvor du trives og udvikler dig.

Kom gerne og besøg os

Du er altid velkommen til at besøge os eller komme en uge i praktik for at se, om vores skole er noget for dig.

En stor del af hverdagen og det praktiske er fælles for vores 10. klasse og STU.

Læs mere om alt det praktiske her

Visitation

Det er skolevisitationen, der visiterer til et 10. klassesforløb hos os, men du kan i første omgang kontakte vores leder, Camilla Birch Johansson, for mere information om visitation. Se kontaktinfo nedenfor.